Logg på
Forside Nyhetsarkiv Skip Navigation LinksPolitikenkronikk: Jeg har rejst med kollektiv transport verden rundt. Da jeg kom til København, blev jeg diskrimineret

Politikenkronikk: Jeg har rejst med kollektiv transport verden rundt. Da jeg kom til København, blev jeg diskrimineret



 

​​​Vår forsker Stine Berre stiller transportselskapet Movia til veggs i denne sterke og personlige kronikken, som ble publisert i den danske storavisen Politiken 05.02.20.

04.02.2020 13:00   |   Stine Berre

 

Kære Movia, hvorfor diskriminerer I mod kørestole?

 

Det er grænseoverskridende at blive nægtet adgang til bussen fordi man sidder i kørestol. Og jeg er langtfra den eneste, som har oplevet det i København.


Forestil dig, at du er på seminar med dit arbejde. Efter en lang dag med møder skal du og kollegaerne til den anden ende af byen for at spise middag på en restaurant i Kødbyen.

 

I køber busbilletter, finder busstoppestedet og venter. Bussen kommer og dørene åbnes. I midten af bussen er der en kørestolsrampe, og som kørestolsbruger giver jeg et venligt hint til chaufføren om at åbne dørene midt i bussen, så jeg kan køre ind via rampen. Men buschaufføren siger «Nej!» og ryster på hovedet. «Hvorfor ikke?», spørger jeg undrende. Han forklarer, at jeg ikke kan komme med bussen med min kørestol. Han peger på kørestolen og fortsætter med at ryste på hovedet. Det synes jeg er mærkeligt, da der kun er få andre passagerer ombord i bussen, og ingen andre spærrer kørestolspladsen. Desuden er min kørestol ret lille i størrelsen. Jeg spørger igen, hvorfor jeg ikke kan komme med, og fortæller, at jeg ofte rejser kollektivt i netop denne kørestol. Mine kollegaer kan endda hjælpe til med rampen, hvis det er den, der er problemet. Men han siger fortsat nej, sådan er reglerne. Derefter lukker han dørene til bussen, og vi står chokerede tilbage og ser bussen køre fra os.

 

Lige bagefter kommer der heldigvis en ny bus med det samme rutenummer. Den kan jeg i hvert fald komme med, tænker jeg. For måske var det bare denne ene buschauffør, der var besværlig? Måske er han blevet klædt dårligt på til sit arbejde?

 

Dørene til bus nummer to åbner, og jeg giver venligt tegn til buschaufføren om at åbne dørene midt i bussen, der hvor rampen er. Igen oplever jeg samme respons. Hun siger, at jeg ikke kan komme ind med kørestolen. Jeg spørger hvorfor, da bussen både har rampe og god plads indeni. Kørestolspladsen midt i bussen er også her ledig. Hun henviser til, at «sådan er reglerne», noget som dem «over hende» har bestemt. Jeg spørger, hvorfor de har sådan nogle regler, men hun giver ikke noget godt svar. Jeg giver mig ikke så let, og siger, at jeg er fuldstændig vant til at tage lignende busser med min kørestol, og at mine kollegaer kan hjælpe med at trække rampen ud. Hun siger forsat nej og vi kommer ingen vegne. Til sidst lukker hun dørene og signaliserer, at hun vil køre bussen væk fra busstoppestedet. Chokerede og opgivende står vi igen og ser på.

 

Jeg ved ikke, hvad der skete, om der var nogle medpassagerer, som sagde fra, men efter en stund åbnes dørene igen. Svært irriteret siger buschaufføren, at vi alligevel kan få lov at stige ind, «siden vi ikke skal så langt». Allernådigst får vi altså lov til at køre med i bussen alligevel. Som en undtagelse, fordi hun har vist velvilje. Mine kollegaer hjælper mig med at få rampen ud, og vi smutter ind i bussen, hurtigt og let. Der er god plads til os alle derinde, inklusive kørestolen.

 

Da vi kommer frem til restauranten er jeg chokeret, ked af det og vred. Dem, som har oplevet diskriminering ved, hvilken følelse det er. Uanset, hvad du bliver forskelsbehandlet på baggrund af, - hudfarve, religion, køn eller funktionsevne, så er følelsen sådan her: Det stikker. Du føler dig stemplet som anderledes, som én, det er helt i orden at behandle efter en anden standard. Hvem andre ville have godtaget at blive nægtet adgang til bussen? Hvordan ville andre have reageret på den behandling?

 

Jeg bruger temmelig mange kræfter på at beholde værdigheden i situationer som denne. At blive nægtet adgang til offentlig transport er et stærkt signal fra samfundet om, at det ikke er så nemt med dig. Jeg sidder jo i kørestol, så hvad andet kan jeg da ellers forvente? At jeg skal få lov at tage bussen, når jeg selv ønsker det, lige som alle andre?  Hah, drøm videre! Det her er jo et samfund af og for folk uden fysiske handicap. Pas på ikke at få for store forventninger til din egen bevægelsesfrihed.

 

For mig får denne type af diskrimination også praktiske konsekvenser i hverdagen: Den gør rejser uforudsigelige og den begrænser ofte mine muligheder. Uanset, hvor godt jeg planlægger, så dukker der steder op, hvor jeg ikke kan komme ind. Bygninger, som mangler elevator og ramper. Metro eller tog uden kørestolsadgang. Fly, som ikke accepterer min kørestol. Det er en belastning, jeg ville ønske, jeg kunne slippe for, men som jeg som kørestolsbruger møder hele tiden. Ikke fordi, det er mig, der er noget galt med, som ikke kan gå. Men fordi samfundet i lang tid ikke har fanget, at kørestolsbrugere også er aktive samfundsborgere med behov for at komme effektivt frem. At blive diskrimineret i forsøg på at komme ombord i en bybus, som allerede har en rampe, er alligevel første gang for mig. Den slags situationer fortæller mig, hvor kort vi egentlig er kommet på vejen mod ligestilling af funktionshæmmede. Og at vi er nødt til at øge opmærksomheden og blive bedre.

 

Under middagen senere den aften prøver jeg at slappe af, men det lykkes ikke rigtigt. Efter en lang dag i København har jeg kun lidt batteri tilbage på stolen. Vil den række til at få mig tilbage til hotellet, hvis jeg igen bliver nægtet adgang til bussen? Og hvordan skal jeg komme til møde næste dag? Og fra mødet til hotellet? Hvad hvis det her sker igen? Hvad gør jeg da? I mit hoved begynder jeg at lægge strategier for, hvordan jeg kan løse det her. Utroligt trættende. Tænk, hvis jeg faktisk boede i denne by og måtte forholde mig til det her hver dag for at komme i skole eller på arbejde? Det ville jo ikke gå.

 

Resten af opholdet i København undgik jeg at tage bus.

 

Tilbage i Norge får jeg assistance fra Institut for Menneskerettigheder til at sende en formel klage til Ligebehandlingsnævnet. Busselskabet Movia ønsker et forlig og inviterer til et Skype-møde.


«Vi beklager hændelsen, men dette er ikke et udbredt problem hos os. Vi modtager næsten ingen klager,» siger Movia under mødet. I et skriftligt svar fraskriver de sig i øvrigt ansvaret, fordi der er tale om en selvstændig operatør, som de har udliciteret driften til. Derudover skriver de, at chaufførerne kan have fejltolket kørestolen og troet, det var en scooter, eller at de af sikkerhedsmæssige årsager havde vurderet, at bussen var for fuld til at tage en kørestol med. Ingen af delene stemmer. Det var mange frie pladser i begge busser. Min kørestol er i tillæg lille og let og kan ikke fejlagtigt antages for at være en scooter.

 

Når konsekvenserne af diskrimination er så store i din hverdag, føles det nytteløst at sidde i et møde med et busselskab, som ikke ser ud til at forstå alvorlighedsgraden af det, der skete.

 

Efter hændelsen kontakter jeg en af mine bekendte, som også sidder i kørestol og som bor i København. Hun delte vores samtale på sin Facebook-side. I kommentarfeltet til indlægget kommer en anden virkelighed frem end den, Movia beskriver for mig. Her fortæller mange kørestolsbrugere om lignende oplevelser. En mor fortæller, at hendes datter på otte år i kørestol var på udflugt med sin skoleklasse og sin hjælper, men blev afvist af en chauffør, og at både hjælper og barn var i chok, da de kom hjem. En anden var blevet afvist, fordi han ikke havde en hjælper med og oplevede dette som svært nedværdigende. En tredje blev også afvist, fordi hun ikke havde hjælper med. Buschaufføren var kørt fra hende midt om vinteren, selv om der ikke var andre passagerer med, så bussen var helt tom. En fjerde kørestolsbruger bekræfter at være blevet nægtet adgang gentagne gange, og han spørger, hvordan man som en person med et fysisk handicap skal kunne fastholde et nogenlunde ligeværdigt liv i København: Besøge venner, arbejde frivilligt osv., ja, det ved han ganske enkelt ikke. Han ser sig nødsaget til snart at opsige sit frivillige arbejde, da han har opbrugt sine «handicapflexture» og ikke har flere muligheder for at komme rundt. En femte person siger, at den offentlige transport langt fra fungerer optimalt for kørestolsbrugere i Danmark, og at det er op til chaufførens velvilje, om man kommer med eller ej. «Man kan lige til nøds komme rundt», skriver han. En sjette person siger, at det også kan forekomme i Oslo og at det handler om holdninger og oplæring af chaufførerne. «Blev bedre, for pokker!», afslutter hun.

 

Jeg håber, at vi alle kan få øjnene op for diskriminationen, som finder sted mod personer med et handicap i transportsektoren, og at Movia systematisk vil arbejde for at få indarbejdet bedre rutiner og oplæring af buschaufførerne. Ændrer vi holdninger og praksis, vil kørestolsbrugere snart med lethed kunne bruge bybusserne og være en naturlig og velkommen del af bybilledet. Jeg opfordrer alle, som oplever situationer, der ligner min, til at indsende skriftlige klager til Movia og Ligebehandlingsnævnet, indtil ændringerne er på plads.

 

Vidste I forresten, at Movias retningslinjer kræver, at kørestolsbrugere skal medbringe egen ledsager for at rejse med deres busser? De har nemlig bestemt, at buschaufføren ikke skal forlade sin plads for at folde rampen ud og begrunder dette i et spørgsmål om sikkerhed. I Trondheim, Genève, Barcelona og Berkeley, de fire byer, hvor jeg indtil videre har boet i mit liv, har det aldrig været noget problem for buschaufføren at hjælpe til med rampen. Heller ikke i nogen andre byer, jeg har besøgt verden rundt, har jeg oplevet dette. Hvis Movia er bange for, at nogen skal stikke af med bussen, så kan buschaufføren nemt slukke og tage nøglerne med sig, folde rampen ud og gå tilbage til sin plads, starte igen og køre bussen videre. Eller man kan finde en anden måde at låse bussen på, uden at slukke. Er der tale om en kasse med kontanter, så kan man også aflåse den. Dette er praktiske detaljer, som der findes løsninger på. Sådan gør man i andre byer. Det tager ikke lang tid, og det sikrer alle retten til at tage bussen til og fra arbejde, skole og i fritiden.

 

Det føles utroligt at måtte argumentere for, at busselskabet skal finde løsninger som inkluderer alle. Men jeg håber, at Movia kan vågne op og se, hvilke konsekvenser ledsagerreglen har. I praksis fører den til systematisk eksklusion, da det for de fleste af os hverken er muligt eller ønskeligt at have en ledsager med overalt. Dette er ikke anderledes for kørestolsbrugere end for andre.  

 

Jeg forventer, at jeg skal kunne rejse med kollektiv trafik næste gang, jeg besøger København og andre byer uden at blive nægtet adgang, blot fordi jeg sidder i kørestol. For hvordan ville du selv klare at få en aktiv hverdag til at hænge sammen, med skole eller job og fritid, hvis du hele tiden var usikker på, om du fik lov til at komme med bussen, som du var afhængig af? Eller hvis busselskabet krævede, at du hele tiden blev fulgt af en ledsager? En sådan umyndiggørelse og diskrimination af personer med funktionsnedsættelse er både uværdig og uddateret, når vi nu har bevæget os ind i 2020.

 

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7622990/Jeg-har-rejst-med-kollektiv-transport-verden-rundt.-Da-jeg-kom-til-K%C3%B8benhavn-blev-jeg-diskrimineret

KONTAKT OSS
CONTACT US

Tlf: 91 89 77 27

Phone: (+47) 73 82 10 00

Besøksadresse: Dragvoll Allé 38 B

Visiting address: Dragvoll Allé 38 B

Postadresse: 7491 Trondheim

Postal address: 7491 Trondheim

Organisasjonsnummer: 986 243 836

VAT: 986 243 836

Copyright: NTNU Samfunnsforskning